Forleden dag rejste vi milioner af år tilbage i tiden. Det var en virkelig spændende, men også til tider skræmmende oplevelse hvor nerverne var ude på tøjet.
Hana Highway er en smuk rute på ca 100 km som tager ca 3-5 timer at køre (yes du læste rigtig!) Der er nemlig en årsag til at det tager så lang tid at køre kun 100km.
Ruten er berømt og ikke mindst berygtet for sine 620 sving og 59 broer.
De fleste af broerne har kun én vejbane, så man skal lige holde øje med de modkørende.
Det er en vanvittig smuk tur hvor man kører på bjergsiden langs vandet. Vejen snor sig gennem den tropiske regnskov og over de gamle smukke broer hvor vandet fra vandfaldende løber under.
Den snoede vej er pakket ind i ældgammel vegetation der er vild og utæmmet, men alligevel ligner en kulisse fra en eventyrfilm produceret i Hollywood.
Men som i de fleste eventyr så lurer farene lige rundt om hjørnet. Vejen er snoet, gammel og der er ikke meget plads til modkørende. Man kører på bjergsiden og der er oftest kun en lille kant mellem skrænten og bilen. Det kræver derfor en erfaren bilist med fuld fokus på vejen og børn der ikke sidder og forstyrrer med skrig og slåskampe på bagsædet ;0)
Undervejs er der en del udsigtsposter, trekkingture etc. Det gælder om at holde øjnene åbne for her er ingen skilte eller tydelige markeringer. Oftest spotter man bagdelen af en kineser som står foroverbøjet og er ved at krybe ind i en grotte eller i en tætpakket skov. Da véd man hvor ‘turistattraktionen’ starter 🙂
Det er ikke de mest børnevenlige ture ned til vandfaldene etc, så vi springer de fleste udsigtsposter over.
Langs ruten er her mange lokale foodtrucks, frugtboder og ikke mindst boder med de populære bananabread (minder lidt om banankage). Vi elsker som sagt at spise ved de lokale foodtrucks og ser straks vores snit til at spise lidt frokost 🙂
Man bliver meget ofte mindet om at Hawaiiøerne er skabt af vulkaner for mange mange år siden. Både i form af strande med sort sand, sort lava og brede områder hvor lavastrømmen i sin tid har ryddet alt på sin vej og skabt naturlige pools i lavaen som løber ud i havet. Den sorte voldsomme og utæmmet lava står i konstrast til den frodige og grønne vegetation som lavaen ikke fik bugt med i sin tid.
Endnu en gang er vi vidner til hvor smuk og hård naturen kan være på samme tid.
De fleste turister stopper ved Heleakala National Park og kører tilbage ad samme vej. Af to årsager vælger vi ikke at gøre ‘som alle de andre’.
Jeg skulle på INGEN måde køre tilbage af samme vej og køre yderst på bjergsiden og kigge direkte ned af skrænten. Man kører tæt på kanten og en af gangene måtte flere bilister (inkl os selv) guides da vejen var for smal til to modsatkørende biler – vi holdte inderst, kun få cm fra klippevæggen og den modkørende bil som skulle forbi os, var kun få cm fra autoværnet, som var det eneste mellem ham og bjergskrænten.
Anden årsag er at vi er blevet anbefalet at køre hele vejen rundt om øen og opleve Maui fra den anden side. Ifølge den dansk/amerikanske familie som vi lejer huset af er det et must see.
Vi møder flere biler som advarer os at vejen er lukket pgr af vejarbejde. Efter lidt detektivarbejde finder vi ud af at vejen igen åbner kl 16 hvilket passer perfekt ind i vores plan.
Vi fortsætter ufortrødent og bliver mødt af en MEGET bumlet og smal grusvej. Jeg har efterfølgende læst mig frem til at vejen blev ødelagt nogle år tilbage af et kraftigt jordskælv.
Shit en vej vi har begivet os ud på! Der er kun én vejbane på den ødelagte og hullede grusvej. Derudover er der blinde sving og så skal man altså huske at bruge sit horn så eventuelle modkørende ikke kommer susende rundt i svinget på den kun ensporet vej.
Jeg har aldrig før krydset så meget fingre for at vi ikke ville møde en modkørende!
Det løber mig koldt ned af ryggen da jeg får øje på en hvid bil i en af kløfterne. Den var kørt ud og skrænten og direkte ned i helvedes gab. Det var som taget ud af en actionfilm hvor skurken kører ud over skrænten i hans forsøg på at dræbe helten.
Det var ikke helt uden sved i håndfladerne, men den ukendte gevinst er at vi nu er væk fra den frodige eventyrskov med gamle broer og vandfald – og at vi nu befinder os i det stik modsatte. Den gamle vulkan troner i det fjerne og så alligevel skræmmende tæt på. Området er tørt og goldt. Overalt ligger der sten i alle størrelser som vulkanen i sin tid sprøjtede op fra sit indre. Igen er her store brede områder hvor lavaen har revet alt med sig og efterladt sig store dybe kløfter som løber ud i havet.
Efter lidt tid på bumlevejen bliver vi budt velkommen af en skøn, lækker og nyanlagt asfalteret vej! Efter 7 timers kørsel i konstante sving, smalle ensporet veje samt ødelagte grusveje, så er det en fornøjelse at flyve igennem landskabet uden dækstøj og følelsen af at blive kastet rundt i sædet.
Der gik dog ikke mange minutter før at alle tre unger på bagsædet sad med armene i vejret og råbte ‘Weeeeeh, Rutchebaaaane’ når bilen fløj hen over bakkerne.
Efter en lang og oplevelsesrig da var vi trætte og imponeret hvor seje ungerne har været på hele køreturen. Tænk at have 3 børn på bagsædet i 8 timer med kun 2 stræk-ben-pauser uden nogen form for brok (argh måske lige på nær én gang) 😂