Velkommen til Jurassic Park

Kl er 7 om morgenen og det småregner. Vi sidder i vores lejebil på vej mod en lille havn her på Kauai. 

De næste 6 timer skal vi sejle op ad Kauais kyst i en katemaran. Forude venter os (endnu) en oplevelse for livet. 

Vi elsker at sejle og har sågar vores egne redningsveste med til de to små bisser, da de fleste både kun har veste til voksne og større børn. 

Rundt om båden ligger en havskilpadde og svømmer rundt inde i havnen. Ved siden af ligger der kæmpestore krabber der minder om mutantfugleedderkopper i farverne sorte og hvide. Jeg siger det igen: Jeg HADER krabber!!! 

Vi sejler ud mod havet og en kæmpemæssig regnbue som ligger direkte foran os. 

Vandet er modsat andre steder på Hawaii. Det er helt brunt og grumset – det minder mere om en stor mudderpøl end et reelt hav.

Et godt stykke ude på havet ændrer det meget pludselig til en klar blå farve. 

Den brune og blå farve skiller så drastisk i vandet som olie og vand. Overgangen er helt tydelig og forunderlig. Kaptajnen fortæller at de mange vandfald oppe fra bjergene ender nede i havet. Vandfaldene tager derfor al jord og mudder med ned og gør vandet helt brunt.

Rundt om båden springer flyvefiskene op af vandet. Måden hvorpå de spreder deres vingelignende finner og flyver hen over vandoverfladen er ganske imponerende.

Efter blot få minutter møder vi en stor flok delfiner (eller “pilfingre” som Linus kalder dem) som leger rundt omkring båden. De kaster sig op af vandet og viser sig fra deres bedste side. Ungerne er ellevilde.

Vi nærmer os selve Na Pali kysten og vejret ændrer sig. Det blæser op, regnen siler ned skiftevis med at solen titter frem. Bølgerne går højere og højere. Vandet sprøjtes op på dækket af katemaranen og vi bliver kastet rundt. Vi er i forvejen våde af regnen, så lidt ekstra vand gør ingen forskel 😊

Vi sejler forbi flere steder hvor film som Jurassic Park, King Kong, Avatar, Pirates of the Caribbean etc er filmet. Selve Na Pali kysten er høje klipper som rejser sig dramatisk ved havet. Det er smukt og skræmmende på én gang

Båden stopper og vi skal i vandet og snorkle. 

Olivia kunne ikke holde sin søsyge tilbage og ender med at kaste op over rælingen og ned i vandet. Hun får det straks bedre og vi griner af den store stime fisk der samles i vandet og spiser hendes kanelsnegl fra morgenmaden 😂 

Hun tager straks badetøj på og proklamerer at hun vil hoppe i vandet fra båden – YA RIGHT! 

Hun har først lige lært at svømme for et par måneder og hun har aldrig hoppet i vandet fra kanten af en pool eller noget der ligner. Derudover har hun altid været total hysterisk når hun fik vand i hovedet og det kan tælles på én hånd hvor mange gange hun har haft hovedet under vand i hele sit liv.
Men det var kun indtil én uge inden denne bådtur. Vi ved ikke lige hvad der er sket, men nu er hun mere under vandet end over når vi bader 😳

Vi står stadig på kanten af båden og der er flere meter ned til havoverfladen. Derudover er der ca 4-5 meter dybt til bunden af havet – og hun har hverken vinger eller noget på. 

Pigen der næsten lige har lært at svømme, kun lige har vænnet sig til at få hovedet under vand og aldrig har hoppet i vandet fra en kant. Selvfølgelig gør hun det ikke…. 

Jeg står og filmer hende mens hun står ved kanten af båden. Jeg smiler og stopper kameraet – selvfølgelig hopper hun ikke i. 

Olivia kigger på mig og griner hvorefter hun springer ud!!!!! 

Denne tur har rystet os sammen som familie, men vores børn har været gennem en seriøs udvikling. Vores generte og forsigtige pige er pludselig blevet stor og modig ❤🙏

Vores unger kan sove alle vegne. Selv Emily præsterer at STÅ op og snorksove på dækket af båden 😂

1 Comment

  1. Hej alle 5. Dejligt at høre, at humøret igen er højt efter oplevelsen med vulkanudbrud.
    At ungerne har udviklet og forandret sig er el naturligt med de mange oplevelser.
    Dejligt at Olivia nu også er vandhund. Jeg glæder mig tíl at se jer alle igen om nogle uger.
    Mange knus og tanker, farfar

Comments are closed.