Det siges at man i alle henseender skal nyde rejsen hen mod sit mål.
Et rigtig fint udgangspunkt, men nogle gange ønsker man bare rejsen overstået, så man når sit mål hurtigere.
Vores tur fra Australien til Hawaii ender desværre med at blive vores hidtil hårdeste flyvning. Et døgn og en rejse der bare skal overstås – og det var ikke engang pgr af umulige børn😂
Først fløj fra vi Brisbane til New Zealand – en kort tur på kun 3 timer.
Vi letter med en meget stejl kurve opad.
Væsentligt mere end hvad vi normalt oplever. Samtidig ligger flyet næsten helt sidelæns i luften mens vi drejer skarpt. Det er første gang at jeg sidder i et rutefly som rent faktisk føles som en forlystelse (og ikke en de sjove vel og mærke). Det føles som en snurretop der bare bliver ved og ved….
Jeg har normalt ingen problemer med at flyve. Men men min mave vender og drejer sig. Jeg kigger ud af det ene vindue og kigger direkte op i himlen – kigger derefter ud af modsatte vindue og møder et syn direkte ned i jorden. Super, så er vi afsted! Min mave begynder at slå koldbøtter – og er der noget som jeg HADER, så er det at have kvalme!
Vi er dog på vej mod Hawaii, så selvfølgelig er humøret stadig i top! :0)
Efterfølgende mellemlander vi på skønne New Zealand.
Det viser sig at flyselskabet desværre har ‘mistet’ vores sædereservationer og ser ingen anden mulighed end at opgradere os til Business med pladser på 1. række.
Derudover får vi en ekstra undskyldning i form af 1000kr til shopping i TaxFree.
Yes, Hawaii, here we come! :0)
Kort efter at vi er kommet i luften, så slukkes skiltet med sikkerhedsselen og vi må rejse os. På dette tidspunkt véd vi ikke at dette bliver eneste og sidste gang på vores 8 timers flyvning at vi må rejse os. Efter ca 15 minutter så lyder en besked fra kaptajnen i højtaleren. “Vi forventer turbulens” – og skiltet med sikkerhedsselen tændes. De næste 7 timers flyvning foregår i heftig turbulens. Faktisk så meget at selv jeg sidder og må holde fast i armlænet.
Jeg kigger bagud og flere af passagerne knuger sig fast til sæderne og er helt hvide i hovedet, mens deres blik stift stirrer ud i luften.
En af gangene falder flyets venstre side så langt og hurtigt ned, at jeg flyver op af sædet og bliver kastet ned mod venstre side. Turbulens påvirker normalt ikke mig, men det her er bare ikke sjovt!
Vi endte med heftig turbulens ca 70-80% af hele turen. Det var helt vildt!
Ungerne var seje hele vejen og var total upåvirket af det. Olivia var helt kølig og havde kun fokus på sin ipad og Linus sad bare og skreg “Weeeee! Mere rutchebane”.
Vi fløj fra Australien fredag d. 25. maj om morgen. Et døgn senere befinder vi os nu på Hawaii og det er igen fredag d. 25 maj om morgenen pgr af tidsforskellen.
Vi sidder på Waikiki Beach med tæerne i sandet og nyder synet af ungerne der vælter rundt i bølgerne. Det føles stadig som jorden gynger under os på trods af at vi befinder os på landjorden.
Vi har lige 24 timer inden at vi skal flyve igen – håber at det bliver en mere rolig tur denne gang.
