Omgivet af hajer, rokker og havskilpadder

Vi fløj fra Melbourne direkte til Cairns hvor vi hentede vores lejebil og kørte mod Port Douglas hvor vi boede i knap en uge.

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Vi er ved SELVESTE Great Barrier Reef som er meget højt oppe på min bucketlist.
Her er så vanvittigt smukt. Når man står på stranden så har man koralrevet på den ene side og selve regnskoven på den anden side. Solen skinner, her er varmt og fugtigt. Endelig har vi følelsen af lidt sommer igen.
Man må desværre ikke bare bade på alle de smukke strande grundet krokodillerne. Her er mange krokodiller og børnene har fået strenge instrukser på at holde sig tæt på os hele tiden. Selv Olivia har fået lidt strammere snor da vi er ret obs på dyrelivet her (som ikke er helt så ufarligt som vi er vant til)

Selve koralrevet er tættest på land ved Port Douglas og det er derfor nemmest/hurtigst at sejle ud til revet herfra.
Vi sejlede ud til Low Isles som er en lille ø midt i koralrevet.
Det sidste stykke ind til stranden blev vi sejlet ind i en båd med glasbund, hvilket var helt perfekt for de små som ikke snorkler.

Efterfølgende blev vi sat af på den lille strand hvor Emily og Linus blev placeret med skovle og spande i sandet (de klagede bestemt ikke og led absolut ingen nød) 😉 Dernæst skiftedes Mikkel og jeg til at snorkle fra stranden med Olivia mens den anden byggede sandslotte og soppede i vandkanten med de små.

Det var faktisk lige så underholdende at sidde i vandkanten som at være under vandet. Vi kunne nemlig nyde synet af rokker, havskilpadder og hajer som svømmede helt inde ved vandkanten rundt om vores ben. De var helt ligeglade med os og en rokke svømmede ca 20 cm fra Mikkels ansigt.

Grundet “stinger-season” så skal vi have heldragter på som beskytter hele kroppen, hoved og hænder i tilfælde af at vi svømmer ind i en stime af de stride bæster. Det er altså ikke brandmænd som i Danmark. Dem her i Australien har man IKKE lyst til at svømme med.

Vandet var desværre ikke så klart men var en SÅ fantastisk oplevelse alligevel.

Dagen efter drog vi til Hartley’s Crocodile Farm.

Vi spiste morgen i selskab med de store krokodiller og en hyggelig koala.
Normalt er vi meget i mod at besøge dyreparker hvor dyrene skal hoppe og danse for at mennesker kan blive underholdt.

Men lige præcis med koalaer er der en ret stram lovgivning i Australien ift hvornår, hvordan og hvor meget de må kæles og holdes i løbet af en dag. Det var dejligt at se og Olivia fik lov at få et billede med en koala som hun virkelig havde glædet sig til.

Spot en krokodille 😉