Fra 5 stjernet luksus til campering

De sidste knap 8 uger har vi boet på 5 stjernede luksushoteller eller villaer med bla. private kokke, butlerservice housekeeper etc.
Nu er turen gået videre til et af de steder, som vi har glædet os allermest til – nemlig New Zealand.

Det er første gang at vi som familie skal campere og hverken Mikkel eller jeg har camperet i over 20 år, så man må sige at vi er rimelig grønskoldinger på området.

Ikke desto mindre har vi glædet os utrolig meget til denne del af vores jordomrejse. Vi har som sagt i næsten 2 måneder boet i sus og dus og vi har nydt den luksus i fulde drag. MEN der kommer faktisk et punkt hvor man bliver træt af alt det – i hvertfald for os. Vi talte meget om det den sidste tid i Thailand og i Singapore, at vi glædede os til det mere “simple og enkle”.

Vi bor pænt trangt i vores autocamper og på trods af at vi har 3 senge så benytter vi kun af to. Den sidste bord- og sengeplads er invaderet af fastspændte autostole, tvillingeklapvogn og kufferter i stor stil.

Forinden vores rejse var vi blevet anbefalet at købe bløde kufferter som kunne gøres flade eller foldes sammen. Dermed kunne de opbevares i skufferne under sæderne.
Vi drønede derfor ud og købte 2 nye kufferter fra Samsonite (de skulle være af god kvalitet da de skal holde til at rejse jorden rundt i 7 måneder).
Udfordringen er bare lige at denne
autocamper kun har nogle enkle små skabe under loftet, hvor der åbenlyst ikke kan opbevares kufferter.
De er derfor nu placeret midt i det hele og bliver flyttet til ungernes seng hver gang vi skal køre. De små sover stadig middagslur, så det giver ikke mening at fjerne sengen om dagen, da vi så ikke kan bestille andet end at rykke rundt.

Mikkel og jeg sover ovenover førerhuset, hvilket i starten var en kæmpe udfordring for mig da jeg har klaustrofobi ift lave lofte 🙈 (ja, jeg ved godt at jeg er tosset) Men heldigvis er her vildt hyggeligt og vi ligger faktisk rigtig godt 😄🙌

Emily og Linus har altid sovet i hver sin tremmeseng. Min idylliske forestilling om tvillinger der er tæt knyttet braste hurtigt efter fødslen.
Hver gang de blev lagt tæt op af hinanden i samme seng så skreg de helt absurd – Sikkert trætte af at ligge tæt efter 9 måneder inde i maven. De endte faktisk med først at falde til ro da de blev skilt ad og lagt i hver sin seng.
Det var derfor lidt en bekymring om hvorvidt det ville gå når alle tre børn skulle sove i samme seng. Forventningen var at det blot ville tage et par dages tilvænning….

De sover heldigvis fint sammen nu – når de altså først er faldet i søvn. Det tager ca 2 timer for dem at falde i søvn og de når igennem hele følelsesregistret ved leg, drillerier etc. Men når de først sover, så er vores forældrehjerter altså ved at smelte. De ligger på kryds og tværs og ovenpå hinanden. Sidst men ikke mindst så søger de at ligge tæt på hinanden ❤

Vi har nu været afsted i 5 dage og vi ELSKER det! Vi indtager morgenmaden på græsplænen i solen mens ungerne løber rundt og leger alt imens vi sidder med landkort og planlægger dagens rute.

1 Comment

  1. Hej alle.
    Imponerende landskab. Det er bestemt noget andet end allemandsrettet i Sverige.
    Pas nu på, at I ikke finder New Zeelands Mackaryd.
    Knus og tanker fra det kolde nord.
    Farfar

Comments are closed.