Følelsen af total afslapning og indre ro. Ingen tanker der konstant flyver rundt eller en krop der bare er kørt træt. Jeg har virkelig set frem til denne rejse – og til at opnå en følelse af at være 100% til stede i nuet.
Til daglig er vi en travl familie. Begge med karrierer og jobs der kræver at man er performer sit ypperste. Vi er en børnefamilie som altid er på farten, hvad enten det er forældremøder, træning, legeaftaler el. lign. Den evige dårlige samvittighed, ikke at føle at man slår til. At man ikke nyder sine børn så meget som man burde. Hvornår har man sidst iagttaget sit barn lege med dukker eller biler, uden at sidde med mobilen samtidig eller tankerne et helt andet sted.
I en travl hverdag med mange bolde i luften, så er det svært at være i “nuet” og nyde livet fuldt ud. Dagene flyder ud i ét og bliver ét uendeligt hamsterhjul.
Mylretrafik, madkasser, vasketøj, aerobictimen – det hele flyder ud i hinanden. Mens madpakken til ungerne smøres, læses der lektier med den ældste, alt imens man svarer på en mail til en kollega med venstre hånd.
Tankerne i hovedet er ikke til stede i nuet. De er 30 minutter længere fremme. Jeg skal huske at ringe og følge op hvordan det gik min søster på hospitalet. Tankerne går nu et år tilbage i tiden. En trist følelse rammer kroppen om alle de følgevirkninger der rammer efter et kræftforløb. . Ungerne skændes om legetøjet og der bliver snerret af dem. Kroppen er flydt over med følelser, tanker og træthed.
De fleste har en travlt hverdag – nogle mere end andre. Nogle føler det som et hamsterhjul, andre som en labyrint eller noget helt tredje.
Vi har alle hver vores form for pusterum. De fleste vælger at tage på ferie i en uges tid eller to. Bare tanken om synet af solskin, palmer der svajer i den varme brise, lyden af havet eller følelsen af tæerne i sandet, får os til at slappe af.
Vi er langt væk fra arbejdet, vasketøjet og den evig dårlige samvittighed for ikke at nå alt det vi gerne vil. Livet synes mere positivt og energien vokser hos os. Vi er mere til stede i nuet.
Hvorfor kan vi ikke genskabe følelsen af ferie når vi er hjemme i hamsterhjulet. Følelsen af at være til stede i nuet – nyde livet fuldt ud og have overskud til at danse og smile dagen lang.
Nuet er sted vi kan opsøge. Men det er svært hvis man er en multitaskende projektleder med et planlægger-gen som mig. Jeg oplever ofte at jeg er midt i én ting, men mentalt er jeg videre til næste opgave. Det er meget naturligt og menneskeligt at have blikket rettet mod fremtiden. Vi vil gerne kontrollere den og have en indflydelse på vores egen skæbne. Men den forestilling vi har om fremtiden er ofte blot en illusion. Virkeligheden ser anderledes ud end hvad vi forventer.
Det samme gælder om fortiden. Fortiden er farvet af de øjne der ser. Fortiden ændrer sig efterhånden som vores perspektiv skifter.
Alt for ofte er tankerne i fortiden eller i fremtiden. Når dette sker er det ikke muligt at være den bedste version af os selv. Når vi ikke er i nuet, så kan vi ikke udnytte hele vores potentiale. For noget af os er parkeret ude i fremtiden eller i fortiden.
En af mine personlige mål med denne rejse er at finde tilbage til kernen af mig selv. De sidste 10 år har budt på mange fantastiske og spændende oplevelser men også hårde samt lærerige udfordringer. Nogle gange glemmer man sig selv i en rejse, hvor alt gerne skal være perfekt.
Jeg vil gerne være en endnu bedre mor, hustru, datter, søster, veninde samt kollega. Alt imens jeg husker mig selv.
“Man kan ikke leve et nyt liv på gamle vaner”
Jeg elsker mit liv og jeg elsker mit hamsterhjul. Men denne mulighed for at trække stikket i 7 måneder og bare være sammen som familie – det er en drøm der opfyldes.
Vores livs rejse er startet med 7 uger i Thailand. Disse uger skal bruges på ren afslapning. Vi skal vænne os til ikke at foretage os noget. Vi skal lære at slappe af igen. Forhåbenligt når vi helt derhen hvor vi keder os og har lyst til nye oplevelser.
Vores morgener er langsomme – vi hygger os, griner i sengen og spiser morgenmad sammen. Vi leger hele dagen og vi har tid til hinanden. Når man er så intensivt sammen, så lærer man nye sider af hinanden – og sig selv. Vi udvikler os sammen og som familie.
Vi er til stede i nuet
