Det fineste hvide og bløde sand samt turkisblåt vand. Det er som taget ud af en reklame. Kameraet kan endda ikke engang fange al skønheden eller gengive de klare og smukke farver. Her er faktisk ENDNU flottere i virkeligheden end på billederne.
Midt i Great Barrier Reef ligger øgruppen Whitsunday Islands som består af 74 øer. Australierne selv kalder det “The heart of Great Barrier Reef”
En af de største vidundere i dette område er stranden Whitehaven Beach. Den er 7 km lang og er kåret til en af verdeners smukkeste strand flere gange.
For enden af stranden ligger ‘Hill Inlet’ som ikke behøver en beskrivelse – det skal bare opleves.
Det tager ca en time at sejle herud og vi havde næsten det hele for os selv, hvilket gjorde oplevelsen endnu mere unik.
Sidste år blev stedet ramt af en cyklon som desværre forsagede en del ødelæggelser både her og på de nærliggende øer. Mange af træerne på stranden er døde – de grå og udtørrede grene ligger i store klynger og danner en mur langs sandet.
Det sørgelig syn vidner om hvor hård naturen kan være mod sig selv. Alligevel er det en smuk kontrast til det kridhvide sand og turkisblå vand. Det døde og det levende – smukt på hver sin måde.
Olivia fik trænet lidt karate og nød den “alternative” form for dojo.
Det er ikke altid nemt at holde karatetræningen ved lige når man er på farten det meste af tiden. Men når man har en hel strand for sig selv og masser af plads, så gælder det om at udnytte det 🙂
På trods af at turen mellem Airlie Beach og Whitsunday er en flot sejlrute, så var det ikke den mest behagelige vi har oplevet 🙂
Den relativ lille båd med to store motorer skød godt fart og fløj hen over bølgerne. Olivia sad oppe ved siden af skipperen og råbte “Weeeeee”! når vi fløj hen over bøjlerne. Linus sad i en sækkestol på bunden af båden med Mikkel og råbte “Mere rutchebane”. Sidst men ikke mindst så sad Emily på mit skød og brokkede sig det meste af vejen. Normalt er hun frygtløs og det kan ikke blive vildt nok, men hun var bestemt ikke tilfreds med bølgerne.
Smilet var dog stort da vi kom ind til havnen igen.
