Fra 16. etage nød vi udsigten ud over Melbournes skyline. Vi boede på et hotel som vi i alt hast havde booket selvsamme morgen. Vores oprindelige hotel havde vi afbestilt fordi vi ikke gad storbyferie. Men vi fortrød aftenen inden og så var der rimelig pres på ift at finde et hotel med ledige værelser til familie på 5. Det lykkedes og vi nød 4 dage i Melbourne.
Dagene fløj afsted og vi sørgede for skiftevis at få lidt alenetid. Vi er sammen som familie 24 timer i døgnet og nogle gange har man bare lyst til at gå en tur uden børn, tulle rundt og nyde storbyen. Jeg fik trænet, shoppet etc og Mikkel så sit snit til at besøge Australiens største kasino og spille lidt poker.
Hjemme i DK har vi et fast ritual. Næsten hver fredag bestiller vi sushi fra Sticks & Sushi.
Alle 3 unger ELSKER sushi. Linus går dog uden om selve tangen (knægten nægter at spise alt hvad der ligner eller lugter af salat) 😂
Vi har savnet at spise rigtig god sushi og blev mildest talt ekstatiske da vi opdagede at Nobu har restaurant i Melbourne. Sidst vi var på en Nobu restaurant var i Las Vegas for nogle år siden.
Det er sjovt som folk glor når vi tropper op på fine restauranter med 3 små børn 🙈😂 Heldigvis bliver vi oftest mødt med store smil og nogle gange føler man sig som en hel zoologisk have til udstilling. Alle vores 3 unger har helt fra spæd altid været med på restauranter. De er derfor vant til det og elsker det.
De fleste forældre kan sikkert nikke genkendende til at det dér med at komme ud af døren med små børn kan tage lang tid, altså som i VIRKELIG lang tid! Sådan er det i hvertfald hjemme hos os.
Men når vi fortæller ungerne at vi skal på restaurant, så kan de dældulme få fart på. Pludselig kan de sagtens selv få sko på, jakke etc alt imens de råber “restauraaaaant”.
Det er dog ikke ensbetydende at de altid er nemme at have med ude og spise i offentligheden 😂 Det kan til tider være hårdt arbejde, men absolut det hele værd. Lige så vel kan det nogle gange være lykken for alle parter blot at stikke dem en skål pasta med ketchup derhjemme.
Vi har tit farveblyanter og papir med på restaurant så de kan tegne. Enkelte gange så får de lov til at få iPads med. Men de må først tages frem når alle børn er færdige med at spise, og så kan Mikkel og jeg spise vores mad færdig i fred og ro.
Ungerne gik til den og spiste så meget sushi at vi måtte bestille en ekstra omgang fisk 🙂 Alt ialt en skøn aften – og et dejligt ophold i Melbourne.

