Det har været fuldstændig fantastisk at campere og opleve New Zealand på denne måde. Det var utroligt tiltrængt at campere efter 2 måneder i sus og dus i Thailand og Singapore med 5 stjernede hoteller og alt hvad der hører til. Det lyder måske underligt for nogen, men for os blev det faktisk for meget til sidst og derfor glædede vi os til campingferien, det mere “simple” og nyde naturen.
Vi har været mere på farten end normalt da vi de første 3 uger kørte til ny destination næsten hver dag. Dermed har vi også oplevelet mere på kortere tid end hvad vi plejer. Man kan roligt sige at vi er blevet rige på oplevelser, omend lidt mere trætte 🙂



Nybegynderne
Total ‘rookie’fejl. Man skal huske at slippe håndbremsen HELT inden man begynder at køre. Ellers lyder et kæmpe og langt DYYT fra bilen. Vi var bestemt ikke de eneste der begik den fejl – og jeg griner stadig hver gang jeg hører den lyd på campingpladserne.
Derudover skal man altså huske at slå markisen ind INDEN man begynder at køre, da markisen kan risikere at ramme og sidde fast…eksempelvis i et træ…

De “gode” campingpladser
Det er bare lykken når man finder en grøn campingplads med masser af plads og næsten ingen andre gæster udover os.



Modsat er det kæmpe nedtur at være på en campingplads hvor man bor klods op af hinanden. Som Mikkel så pænt sagde: “jeg er træt at fyldte lejrskolelokummer hvor naboerne stønner og pruster i nabobåsen”.
Smukke landskaber og uplanlagte oplevelser
En af de smukkeste ruter vi kørte på New Zealand var blandt andet gennem Arthurs Pass Nationalpark. Man kører både oppe i selve bjergene og slutteligt kører man gennem en kæmpe dal med brusende floder og bjergene der rejser sig hele vejen rundt om en.

Det bedste ved campingferien var faktisk at vi var så meget på farten og oplevede rigtig mange ting. Ikke nødvendigvis specifikke oplevelser, men når man er på landevejen ser man også sjove ting, en lille lokal butik, en smuk strand, en gammel mølle eller vandflyvere der lander på søen lige ved siden af.
På vej igennem Arthurs Pass blev vi mødt af en masse køer midt på vejen. Vi måtte pænt holde i ‘kø’ og køre langsom bag flokken. Køernes ejere kørte på quadbikes og dirigerede køerne ned ad vejen til en anden mark. De var flinke og lod os komme igennem flokken med køer og før vidste af det, så kørte vi midt i det hele med køer på alle sider af os. Ungerne var ellevilde, selv da køerne blev forvirrede og begyndte at løbe frontalt mod os.

Senere samme dag kørte vi forbi en stor mark med en masse mennesker, biler, hoppeborge etc. Det så sjovt ud så der skulle vi selvfølgelig ind….
Før vi vidste af det stod vi midt i traktortræf (?!) med konkurrencer i fåreklipling etc. Mere er der vist ikke at sige om det 🙈😂



Campingferien har bare generelt været fuldstændig fantastisk 😍




