De sidste par uger har vi simpelthen oplevet så mange ting. Når vi tænker tilbage så føles det som en evighed siden at vi eks. sejlede langs Abel Tasman Nationalpark, men at det blot var i forrige uge?!
Vi kan næsten ikke skelne den ene oplevelse fra den anden og det hele har været så overhvelmende at vi stadig bearbejder alle de fantastiske indtryk.
Vi forsøger os nogle gange med et familieselfie. Resultatet er ofte som ovenstående (som var det absolutte bedste billede ud af flere forsøg). 😂
Nedenstående er et lille udpluk af de mange oplevelser som man bør se på New Zealand.
Wellington
Wellington er New Zealands hovedstad samt verdens mest sydligt beliggende hovedstad. Med sine ca. 190.000 indbyggere er den samtidig en af verdens mindste. Det blæser helt absurd meget i Wellington og det var ingen undtagelse da vi besøgte byen. Vi skulle naturligvis sidde udenfor og nyde det gode vejr. Dog ikke helt gennemtænkt da al vores frokost fløj rundt om ørene på os til glæde for alle mågerne ved siden af os. Heldigvis skinnende solen og vi fik en kold øl, så alt var godt 😉




Malborough Sounds
Dagen efter sejlede vi fra nordøen til sydøen på New Zealand. Vi var tidligt oppe og nåede derfor at nyde den fine solopgang. Blot på få minutter ændrede himlen sig fra den smukke lyserøde/lilla farve til en brændende orange. Billederne er taget med en iPhone X uden filter og ikke redigeret i farve.


Sejlturen tog et par timer og var en virkelig smuk rute igennem Malborough Sound hvor de grønne bjerge rejser sig på hver side af fjorden. For lige at sætte prikken over i’et så sprang delfinerne rundt om os.


Abel Tasman Nationalpark
New Zealand består af mange nationalparker og trekkingruter og de er overalt hvor man befinder sig. Men med to små børn er det ikke lige de lange udfordrende trekkingruter man begiver sig ud på. Dette på trods af at de små elsker at gå og at vi endnu ikke har benyttet os af klapvognen en eneste gang her på NZ, fordi de hellere selv vil gå.
Derfor benytter vi andre muligheder, som eks at sejle og flyve gennem nationalparker etc. som er til stor underholdning for alle aldre. I Abel Tasman Nationalpark tog vi en 2 timers sejltur og oplevede parken fra vandsiden.


Små babysæler slænger sig på stenene.

Pandekageklipper
I landets næstmindste nationalpark Punakaiki finder man pandekageklipperne (pancake rocks). De lagdelte kalkstensklipper er skabt på havets bund for millioner af år siden og rejser sig lodret op af vandet. Når det er højvande og vinden blæser, så bliver vandet presset op gennem de smalle klippeskakter og dermed står vandet op i søljer HØJT op i luften – såkaldte blowholes.



Derudover er har vi oplevet mange flere spændende ting – blandt andet helikopterture hen over bjergtoppene, mere om det i et andet indlæg 😉
